mandag den 11. maj 2009

Tak for et rigtigt godt seminar d.6.maj.

Netværket arbejder nu videre med at forberede en større høring på RUC til efteråret, plakater og postkort til studiestart og mange andre ting.

Hvis du vil læse mere om vores netværk, så læs de seneste numre af RUC-nyt og Hippocampus hvor der er artikler om og indlæg af Kønspolitisk Netværk.

www.hippocampus.dk

www.ruc.dk/ruc/RUCnyt/RUCnyt_2008_2009

Kontakt laho@ruc.dk hvis du vil på mailinglisten eller gerne vil vide hvornår næste møde er.

tirsdag den 14. april 2009

Seminar om ”Køn og ligestilling på Universitetet”

Kønspolitisk Netværk inviterer til:

Seminar om
”Køn og ligestilling på Universitetet”
d. 06.05.09
kl. 12.30-15.30
Lokale: Teorirum 01, bygn.01

Seminaret sætter fokus aktuelle ligestillingsproblematikker på universitetet og på hvordan man aktivt kan arbejde med ligestilling på universitet.

Kom og hør hvordan der arbejdes med ligestilling på andre universiteter, bl.a. Lunds Universitet og Syddansk Universitet

Der vil bl.a. være oplæg ved:

Ligestillingskonsulen Anne Trine Larsen fra Syddansk Universitet:
- Hun vil fortælle om deres problemer med ligestilling, samt hvilke initiativer de har gang i for at fremme ligestilling. Hun er den eneste ligestillingskonsulent som findes på de danske universiteter.

tirsdag den 10. marts 2009

Her kommer den første nyhed fra det nye Kønspolitiske Netværk på RUC.

Opstartsmødet var en stor succes med ca. 50 deltagere. Efterfølgende er der nedsat to grupper. En styregruppe med 11 personer og en kønsbevidst-pædagogik-gruppe som arbejder med et kønsperspektiv i undervisningen.

Ideen med netværket er, at skabe et handlingsorienteret netværk på RUC som kan sætte gang i diskussionerne om køn og ligestilling og ikke mindst skabe forandring på RUC. Vi ønsker, at
ledelsen skal udforme en ligestillngspolitik og følge op med konkrete handlingsplaner, ikke bare snak.

De første opgaver som netværket kaster sig over er, at lave en hjemmeside hvor vidensdeling omkring kønsforskning og ligestilling bliver en central del. Vi har brug for et rum hvor vi kan dele
hinandens arbejde og erfaringer med køn og ligestilling. Udover det varsler vi med et mini-seminar om ligestillingspolitik på andre universiteter. Seminaret regner vi med at afholde i maj måned, men vi inviterer så snart vi har en dato. Samtidig er vi gået igang med, at forberede en stor konference/høring om ligestilling og køn på RUC. Ideen er at samle centrale aktører på RUC, fx personer fra direktionen, universitetesbestyrelsen, rusvejledning osv. og diskutere
køn og ligestilling ved hjælp af forskellige paneldebatter. Det bliver i september.

Vedhæftet er et referat fra opstartsmødet og det første styregruppemøde.

Indtil vi får en rigtig hjemmeside op at køre, kan du orientere dig på siden eller på facebook:

http://www.facebook.com/home.php#/group.php?gid=49855661917

Desuden har vi en mailingliste. Hvis du kender andre som ønsker at
blive sat på listen, så skriv en mail til laho@ruc.dk.

For kontakt til Styregruppen: Laurids - laho@ruc.dk
For kontakt til Kønsbevidst pædagogik-gruppen: Kristine - ker@ruc.dk

Hilsen
Styregruppen i Kønspolitisk Netværk på RUC

P.s. Hvis du har kommentarer eller forslag til hvad det kønspolitiske netværk skal arbejde med, så skriv her på siden eller facebook.

søndag den 8. februar 2009

Opstartsmøde i Kønspolitisk Netværk på RUC

Vi vil hermed invitere alle interesserede RUC'ere til opstartsmøde i Kønspolitisk Netværk på RUC d.3.marts kl.12-14 i Teorirum 01.

Program for opstart af Kønspolitisk netværk på RUC

Tid: 3.marts kl. 12-14

Sted: Teorirum 01, bygn.01

    Kl.12-12.15 - Velkomst og præsentation af forslag til Kønspolitisk Netværk på RUC

    Kl.12.15-12.30 - RUC, køn og ligestilling i dag – ved Kristine Raunkjær, Simon Hansen, Laurids Hovgaard og Alexander Sokoler, alle har skrevet projekter om køn og ligestilling på RUC

    Kl.12.30-45 - RUC, køn og ligestilling – Hvordan er der blevet arbejdet med køn og ligestilling på RUC igennem tiderne – ved Karen Sjørup, Lektor ved ISG

    Kl.12.45-13 – Pause med kaffe og kage

    Kl.13-13.30 - Fælles diskussion af det politiske grundlag og handlingsplan for netværket.

    Kl.13.30-14 – Nedsættelse af Styregruppe og evt. undergrupper.

Kl.14 – Farvel og tak

Tilmeld dig også vores facebookgruppe: http://www.facebook.com/home.php#/group.php?gid=49855661917

Mål og rammer for Kønspolitisk netværk på RUC

Kønspolitisk netværk på RUC

Køn på universitetet

Kun en tredjedel af det videnskabelige personale på RUC er kvinder. Trods den markante underrepræsentation er det dog stadig tabuiseret at tale om køn og ligestilling på universitetet. Vi får konstant at vide, at kun faglige kompetencer afgør vores veje igennem den akademiske organisation, men alligevel oplever vi køn som en barriere i hverdagen. Det kan være gennem sjove bemærkninger om, at kvinder teknik ikke fungerer, det kan være mandlige studerende som siger, at de gerne vil have kvindelige studerende med i projektgruppe for at gøre gruppen mere social, og det kan være når kun få af RUC’s forskningsmidler tilfalder kvinderne. Der er brug for, at køn bliver anset som en relevant størrelse på RUC, og at der bliver afsat resurser til at få ændret den markante underrepræsentation, som eksisterer i dag.

RUC som foregangsuniversitet

Tidligere har studerende og ansatte formået at sætte køn og ligestilling på dagsorden, men hvis man kigger på RUC, eksisterer der ingen ligestillingspolitik i dag. Køn og ligestilling er ikke en prioritet på RUC. Vi ønsker et universitet, hvor der er plads til at lære, studere, forske og undervise uden, at kønnet bliver en begrænsning. Det kønspolitiske netværk skal samle ansatte og studerende, så vi i fællesskab kan sætte køn på dagsordenen, så RUC igen bliver et foregangsuniversitet med hensyn til ligestilling, samt undervisning og forskning i køn.

Vi ønsker forandringer

Netværket har til formål at skabe konkrete forandringer, som sikrer ligestilling på RUC. Det gælder for lige repræsentation af kønnene i det videnskabelige personale, men også for indholdet i undervisningen og forskningen. Køn er en størrelse, som eksisterer overalt i samfundet, men alligevel er det så tabuiseret, at ingen tør tale om den, når det kommer til undervisning og forskning, og det på trods af at antallet af kvindelige ansættelser på RUC er for nedadgående, samtidig med at kvinderne udgør et flertal af de studerende. Problemerne på RUC skyldes barrierer indenfor og udenfor RUC, men barrierer kan ikke handle af sig selv. Det kan RUC’s ledelse derimod, og de har et ansvar i forhold til at bryde den eksisterende udvikling. Netværket vil derfor arbejde konstruktivt sammen med RUC’s beslutningstagere i studienævn, institutråd, bestyrelse og akademisk råd. Vi vil lave aktiviteter, som skaber stillingtagen blandt studerende og ansatte, og vi vil producere analysepapirer, som beskriver situationen på RUC.

Konkrete målsætninger:

  1. RUC skal formulere en reel og handlekraftig ligestillingspolitik, som omfatter både studerende og ansatte. Ligestillingspolitiken skal følges op ad konkrete og finansierede handlingsinitiativer. I forbindelse med RUC’s indlevering af den lovpligtige ligestillingsredegørelse i slutningen af 2009 vil netværket lave konsekvensberegninger og foreslå konkrete ligestillingsinitiativer på baggrund af ligestillingsredegørelsen.
  2. RUC skal sørge for, at begge køn har lige muligheder for at opnå ansættelse og for at få del i forskningsmidler. RUC skal afsøge og modvirke de mekanismer, som skaber de ulige forudsætninger i forbindelse med ansættelser og fordelingen af forskningsmidler.
  3. RUC skal indtænke køn i undervisningen, hvad angår den konkrete undervisningssituation og det pensum, som præsenteres for de studerende. Der skal udbydes efteruddannelse til alle undervisere i hvordan køn fungerer i undervisningssituationer.

Opstart og aktivitetsform:

Netværket opstartes med et seminar i marts. RUC’s studerende og det videnskabelige personale indbydes til seminaret. På seminaret vælges en styregruppe, som er ansvarlig for at koordinere arbejdet i netværket. Der nedsættes ligeledes undergrupper, som skal arbejde med forskellige ansvarsområder. Det tilstræbes at der afholdes et eller to seminarer hvert semester.